Refleksion i praksis
Refleksion betyder tilbagekastning. Det man kaster tilbage, er tankerne.
Man vender altså tilbage, til det der skete, i tankerne. Man kan også forestille sig, at det man var med til, blev optaget på video, og man så bagefter ser filmen igennem. Man træder med andre ord et skridt tilbage og prøver at se tingene lidt på afstand for derved at blive i stand til at analysere, se konsekvenser og drage konklusioner af det, der skete.
Med andre ord, man lærer af det, der er sket, og får derved en erfaring og en ny forståelse, som man kan bruge i nye sammenhænge.
Det kræver tid og ro at reflektere, og hvis man altid har meget travlt med at handle, er der en stor risiko for, at man bare kører derudad, uden at forholde sig til tingene. Det betyder, at man kan gå glip af læring, udvikling og vigtige pointer.
Når man skal reflektere kan det være en god ide i begyndelsen at have nogle spørgsmål at gå ud fra, f.eks.:
Når du har svaret på ovenstående spørgsmål, så har du analyseret episoden, og du kan nu stille følgende spørgsmål:
-
Hvilke konklusioner kan trækkes?
-
Hvilke teorier kan du bruge/brugte du til at forstå, hvad der skete?
-
Mangler du evt. ny viden, som kan belyse, det der skete?
-
Hvad har du lært?
Det er her mødet mellem teori og praksis finder sted. Du får mulighed for at bruge det, du har lært, og du får mulighed for at finde ud af, hvad du mangler at vide noget om.
Nu har du lavet en vurdering af situationen, du har måske søgt og fået ny viden og du er nu klar til at stille det sidste spørgsmål:
-
Hvordan kan du bruge det du har lært? - eller
-
Hvad vil du gøre, hvis du kommer i en lignende situation?
Refleksion kræver mod
Det kræver faktisk mod at reflektere, for i ægte refleksion må man nødvendigvis være kritisk og stille spørgsmål til både egne og andres handlinger. Det kræver mod, at se sig selv kritisk i spejlet, ærligt at se på sin indsats, sine reaktionsmønstre og sine handlinger, og det kræver mod at gå ind i ændringsprocesser.
Refleksion er altså ikke for bangebukse, men for dem der har lyst til at lære og udvikle sig.
Forskellige måder at reflektere på
Refleksion er en skabelsesproces, hvor der bliver skabt nye tanker, ny indsigt og ny forståelse, og denne proces kan ske på flere måder.
Man kan reflektere ene med sig selv, og det er det vi gør mest. Dog kan det være svært at holde styr på tankerne, så derfor kan det være en god hjælp at skrive dem ned. Der sker nemlig det i skriveprocessen, at man ikke bare skriver de tanker ned man har, men at nye bliver til.
Du har sikkert oplevet, hvordan det at fortælle noget til en anden person, det at få sat ord på, hjælper dig til at forstå situationen bedre, evt. se nye sammenhænge, eller få øje på noget, du ikke har lagt mærke til før. Det er det samme, der kan ske, når du skriver, og det er derfor der i uddannelsen er krav om skriftlig refleksion.